Princip for skole-hjem-samarbejdet på Herningvej Skole
Princippet for skole-hjem-samarbejdet på Herningvej Skole tager afsæt i skolens værdiregelsæt.
Formål:
Skole og forældre skal i samarbejde, og med værdighed og respekt, tage ansvar for det enkelte barns læring og trivsel.
Mål:
- Skole-hjem-samarbejdet giver forældrene et fyldestgørende billede af barnets faglige udbytte og trivsel og er med til at sikre at evt. faglige og trivselsmæssige problemer opdages i tide.
- Skole-hjem-samtaler er med til at sikre et samarbejde om, at alle elever udfordres i forhold til deres potentiale, gennem fastsættelse af individuelle faglige og sociale mål.
- Skole-hjem-samarbejdet sikrer dialog mellem lærere og forældre i forhold til fastsættelse og opnåelse af målene for barnets faglige og sociale udvikling.
- Skole-hjem-samarbejdet sikrer konkrete aftaler mellem skolen og forældrene om, hvordan forældrene kan støtte deres barn i at nå de faglige og sociale mål.
- Skole-hjem-samarbejdet understøttes af elevens læringsplan, som løbende udarbejdes i MinUddannelse, samt evt. anden form for skriftligt materiale.
Skolens ansvar:
- Det fremgår af klassernes Årsplan- og aktivitetskalendere, hvornår der holdes forældremøder, og skole-hjem-samtaler. Årsplan- og aktivitetskalendere er synlige på skolens hjemmeside fra skoleårets start i menuen [Skoleårets årstal]
- Såfremt skolens pædagogiske personale eller forældrene vurderer, at der er behov for ekstra skole-hjem-samtaler eller forældremøder er det en mulighed.
- Skolen laver løbende elevplaner ifm. arbejdet med ”MinUddannelse” (link findes i AULA). Skolen tilstræber at give forældrene fyldestgørende viden om, hvordan de i hjemmet kan støtte og motivere deres barns læring.
- Skolen tilstræber, at forældrene får en fyldestgørende viden om elevens udvikling i alle fag hvert år.
- Skolen giver forældre indsigt i elevens hverdag i form af tekst og billeder på AULA, hjemmesiden, Ugeplan/LM og Facebook.
- Med udgangspunkt i ”Learning Pipeline for elever og forældre” fra skoleårets start laves en forventningsafstemning med forældre og elever.
Forældrenes ansvar:
- Forældrene sørger for at eleven møder udhvilet, har fået morgenmad, har madpakke med, har orden i penalhus, skoletaske, gymnastiktøj mv.
- Forældrene gennemgår ugeplanerne sammen med deres barn.
- Forældrene er opsøgende ift. skole-hjem-samtalen, kontakter elevens klasselærere og får aftalt tidspunkt for denne/disse samtaler.
- Forældrene tilstræber, at mindst én forælder deltager i skole-hjem-samtalen.
- Forældrene forventes at bakke op om elevens ugeplan og elevens arbejde med LM.
- Forældrene er velkommen til at deltage i undervisningen, de skal blot rette henvendelse til læreren inden timerne og bede om lov.
- Forældrene skal min. en gang dagligt holde sig opdateret i AULA. Det forventes at forældrene ved direkte henvendelse fra personalet besvarer og følger op på denne henvendelse.
- Forældrene forventes at deltage i og bakke op om klassens sociale liv (fx deltage i sociale arrangementer, arrangerer legeaftaler, deltagelse i kontaktgruppens arbejde)
Vedr. forældre til børn i indskolingen:
- I de første skoleår er det vigtigt at forældrene afhenter barnet på skolen, da dette styrker skole-hjem-samarbejdet, man knytter kontakt og skaber større kendskab mellem skole og hjem.
- Forældrene til børn i Dussen forventes at tilkendegive ferie.
- Forældrene til børn i Dussen skal bruge Min Institution til beskeder om ”gå-hjem” indenfor DUS tid. Beskeder skal sendes senest kl. 13 samme dag som beskeden er gældende for.
Vedr. forældre til børn i udskolingen:
- Forældrene forventes at bakke op om ekskursioner ud af huset i form af hjælp til transport til arrangementer efter skoletid.
Elevernes ansvar (2. – 9. årgang):
- Eleverne er i samarbejde med hjemmet ansvarlig for at møde forberedt, have orden i penalhus, skoletaske, gymnastiktøj mv. og sørge for at computeren er opladet.
- Eleverne skal min. en gang dagligt tjekke AULA for beskeder mv.
- Eleverne skal orientere hjemme om aktuelle ting fra skolen.
Princippet ligger i forlængelse af såvel skolens værdiregelsæt, skolens kommunikationsstrategi, skolens øvrige principper, Kommunens mål og rammer samt Folkeskoleloven.
Vedtaget i skolebestyrelsen d. 23. oktober 2019